FC Midtjyllands 1-2-nederlag til APOEL Nicosia tirsdag aften i Champions League-kvalifikationen kom ikke mindst på grund af personlige fejl.
Cyprioternes første scoring kom efter en halv times spil, da Erik Sviatchenko mistimede en bold, der i stedet sprang forbi ham og satte et APOEL-angreb i gang. Gæsternes Luis Leal løb bolden op og sendte den ind foran til Tomás De Vincenti, der fik bolden sendt i mål i tæt kamp med Kian Hansen.
»Vi forærer dem to mål, og det må ikke ske. Det er næsten komisk. Det er skuffende, og man står tilbage med en dårlig smag i munden, når man forærer dem to mål. Det her er topfodbold, og det er kynisk. Og vi var ikke kyniske, må man sige,« sagde Erik Sviatchenko efter kampen til TV3+.
I sidste års kvalifikation til Europa League røg FC Midtjylland ud efter et samlet 2-6-nederlag til grænske Panathinaikos. Første kamp på udebane endte 4-0, så Sviatchenko vil ikke gå så langt og sige, at der er tale om en gentagelse af sidste år.
»Det er en halv en. Jeg synes ikke, vi kollapser fuldstændigt. Vi lukker dem ikke ind, så de scorer tredje og fjerde mål, for så havde det været fuldstændig 'game over'. Det her er stadig rigtig svært, og vi har sat os selv i en meget sværere position end før, men vi skal bare krydse fingre og kæmpe det bedste vi har lært.«
FC Midtjyllands eneste scoring blev sat ind af Jakob Poulsen med et par minutter tilbage af ordinær spilletid. Reduceringen på trods venter der en svær opgave, når returkampen på Cypern spilles tirsdag i næste uge klokken 19.00 dansk tid.
FCM-træner efter 1-2: Fejlene bliver straffet benhårdt
FC Midtjyllands drøm om Champions League-fodbold i efteråret hænger i en tynd tråd, efter de danske mestre tabte 1-2 på hjemmebane mod cypriotiske APOEL Nicosia FC.
I første halvleg stod der APOEL på det meste af spillet, og det var da også gæsterne, der kunne gå til pause med en 2-0-føring ikke mindst takket være to kæmpe brølere af Erik Sviatchenko og Tim Sparv.
Vi kommer slet ikke ud over stepperne. Jeg ved ikke, om man kan sige, at vi ikke er klar, men vi står jo og kigger fodbold. Vi viser ikke den aggressivitet, vi gerne vil, og så får de lov til at spille rundt med os i perioder. Så er det klart, at vi laver et par personlige fejl, som bliver straffet benhårdt på det her niveau,« sagde FCM-træner Jess Thorup efter kampen til TV3+.
Første scoring kom efter, Sviatchenko mistimede en bold, der i stedet strøg forbi ham og gav APOEL en mulighed, de ikke misbrugte. APOELs anden scoring kom som følge af en dumdristig tværspasning af Tim Sparv, der blev opsnappet af gæsternes Tomás De Vincenti og banket i kassen.
»Det virkede som om, vi ikke var helt afstemt. Nogle ville gerne spille, andre skulle slå lidt længere bolde, og så kommer vi lidt på bagkant både i forhold til spillet men også i forhold til aggressivitet og presset, og det er lærepenge, vi skal tage med på det her niveau, når vi møder sådan et stærkt hold,« sagde Thorup.
I anden halvleg var FC Midtjylland meget bedre med, og de fik også reduceret i de døende minutter ved Jakob Poulsen. Ikke desto mindre venter der en umådelig svær opgave i returkampen, der spilles tirsdag i næste uge på Cypern.
Nenhum comentário:
Postar um comentário